Dag 45 Ulan-Ude

Efter endnu en nat på den Transsibiriske jernbane ankom jeg tidligt i morges til Ulan-Ude. Jeg er stadig i mangel på energi af en ukendt årsag (usund kost, kulde, vintervejr, indtryk og oplevelser, manglende søvn på toget??) så ringede og sagde godmorgen/godnat til Kim og så sov jeg ellers middagslur fra 8-13. Hostellet er rigtig hyggeligt og drives af en ung mand, som også har hans mor og bedstemor boende her. Jeg forsøger kun at snakke russisk med dem og de er ret imponeret selvom det jo selvfølgelig kun er begynderniveau. 

HOVEDattraktionen i Ulan-Ude er Lenin ;) Ifølge guidebogen er det en meget absurd skulptur af en halshugget Lenin - jeg synes nu egentlig bare det er en forvokset buste. Men her er han. Mit kamera har en tendens til at kludre lidt i det i frosten, men synes faktisk det giver en meget fin effekt. 

 På pladsen foran Lenin var de i gang med at sætte en masse isblokke op, og et par enkelte kunstnere var allerede i fuld gang med at ridse de første streger op og så ellers igang med motorsaven og store hakketingester. Fandt en af deres detaljerede tegninger og håber de når at blive næsten færdige inden jeg skal afsted for er ret spændt på resultatet.
Min egen planlægning kom iøvrigt lidt bag på mig idag, for opdagede jeg har afsat næsten 3 hele døgn her og det eneste jeg har planlagt er at jeg imorgen skal ud og se et buddhistisk kloster. Men nuvel.. Så kan jeg da få slappet lidt af inden turens nok længste køretur venter.

Ulan-Ude er en rigtig hyggelig by og har en meget hyggeligere hovedgade end de fleste andre byer - her ender den pludselig i en gågade inden man kommer ned til den store hvide katedral, som dog ikke imponerede noget videre. Flottest var den helt sikkert uden på.

Dagens fineste billede - udsigt fra hostellet mod Sovjetpladsen, isskulpturerne (Lenin står et sted til venstre uden for billedet) og frem ad Leningaden og månen i toppen. Så fint.

Ulan-Ude er en lidt mærkelig, urussisk by på grund af de historiske bånd til Mongoliet kombineret med en stærk lokalpatriotisk følelse blandt de oprindelige folk. Områdets oprindelige beboere var burjatere, et normadefolk af mongolsk oprindelse, som boede i junter på steppen og drev rundt med deres heste, får og kreaturer. Burjaterne var oprindeligt shamaner (som dem i Altaj), men med påvirkningen fra Mongoliet tog især de østlige burjatere buddhismen til sig med tiden. Stalin ødelagde de fleste af de 57 buddhistiske klostre og sendte de troende i Gulag-lejre. Idag udgør bujaterne 25% af områdets befolkning og buddhismen er genopblomstret efter Sovjetunionens opløsning. Så imorgen tager jeg til Ivolginsk og forsøger at blive lidt klogere på ham der Buddha - er lidt forpligtet til det eftersom min hippiekæreste er buddhist..

Dag 44 - Bajkalsøen

 Idag tog jeg en bus til landsbyen Listvjanka 65 km sydøst for Irkutsk, for at komme ud til Bajkalsøen. Det var igen en rigtig flot oplevelse i solskin, så man kunne ane de sneklædte Khamar Daban-bjerge på modsatte side (se sidste billede fra søen). Min guidebog havde lovet mig en sejltur på 'Sibiriens Blå Øje', der er verdens dybeste sø og indeholder en femtedel af Jordens ferskvand. Men der kom aldrig nogen færger og på det lokale turistbureau sagde damen, det var for koldt til at sejle. Men søen var ellers ikke begyndt at fryse endnu - kun floderne der støder til den.
Her kommer lige lidt flere spændende facts om søen: Bajkal er verdens ældste sø. Den menes at være dannet for 30 mio. år siden (til sammenligning er de færrste søer mere end 30.000 år). Søen vokser 2 cm hvert år, og nogle forskere mener, det er starten på et nyt ocean. Fra dec-maj er søen dækket af 2,5 meter is. Jeg har dog mærket på det i dag og der går lige lidt endnu, men det var trods alt for koldt til en dukkert. den lille bajkalsæl, nerpaen, lever ved Bajkalsøen - men jeg så ikke nogen desværre. Bajkalsælens nærmeste slægtninge er sælerne 3000 km nordpå, på ishavet.

Det må være nok ubrugelig viden for i dag. I aften skal jeg med et nattog fra Irkutsk til Bajkalsøens østlige bred - Ulan-Ude. Som I kan se på kortet, så er jeg ved at have dækket et stort område af Rusland efterhånden, men  trods få stop tilbage, er der stadig lang vej til Vladivostok. (Tryk på billederne for at se dem i større format)

Dag 43 - Irkutsk

 Imorges ankom jeg til Irkutsk og famlede mig i mørket frem til hostellet, smed mig i sengen og sov et par ekstra timer indtil jeg frisk nok til at komme ud i verden til middagstid. Det blev først lyst mellem 10-11 og solen var nede igen inden 18 - det er nogle korte dage efterhånden eller også har solen lige så svært ved at holde styr på alle de russiske tidszoner som os turister. Jeg er nu 5 timer foran Moskva og 8 timer foran jer derhjemme.

Irkutsk er en skøn by og vejret har været godt og nærmest varmt med minus 6 grader ved middagstid (og minus 15 til aften). Jeg har været rundt i byen og selvfølgelig også forbi et par kirker. Jeg startede dog udflugten på det nærmeste posthus, hvor jeg for første gang mødtes et levn fra det bureaukratisk sovjetstyre. I fredags var jeg også på posthuset i Novosibirsk, hvor jeg sendte alle mine bøger hjem. Det tog 2 timer pga. kø, kø og lige mere kø men forløbet var udover den klassiske indendørs hedeslag, smertefrit. Idag tog det også 2 timer men der var ingen kø. Tilgengæld var der en postdame der intet ville forstå eller hjælpe til med. Heldigvis kunne manden bag mig i køen engelsk og han hjalp mig igennem, hvad han også syntes var, et hovedrystende system. I Novosibisk skulle jeg bare udfylde en blanket med afsender/modtager og hvad der var i kassen. Her i Irkutsk skulle hver enkelt ting skrives op, vejes og beskrives. Men det lykkedes dog til sidst og damen blev også noget mere medgørlig efter hun kom på, at der for 2 år siden også havde været en kvindelig turist inde for at sende en pakke. Dengang var en russisk mand også kommet hende til undsætning som tolk og året efter blev de gift. Min tolk skyndte sig dog at sige at han altså desværre allerede var gift. Desværre og desværre.. Jeg kunne nu ikke tænke mig andre end min kæreste Kim <3

 Som så mange andre byer i Rusland ligger Irkutsk på begge sider af en flod - her er det Angara floden, der udspringer fra Ruslands største og reneste sø Bajkal, som jeg skal besøge imorgen.

Mange turister kommer hertil og fandt da også ham her i byens ældre del. Irkutsk kaldes for Sibiriens Paris. Kom også igennem nogle hyggelige gader meenn trods miniudgaven af Eiffeltårnet så ved jeg ikke rigtig.

På det centrale marked kunne man få taget billede sammen med udstoppede bjørne og snetigre - det syntes jeg måske ikke helt så godt om. Ellers har jeg ikke oplevet noget sindsoprivende idag, men hygget mig og slendret rundt i gaderne. Imorgen venter nye udflugter og eventyr samt et nattog til Ulan-Ude.

Afsked og afgang

Torsdag var jeg og en pige fra skolen ude og skøjte - mega sjovt, men min plan om at starte til ishockey når jeg kommer hjem skal nok revurderes til at starte på skøjteskole. Men rigtig hyggeligt at skøjte på en stor udendørs bane.


Fredag var min sidste dag på sprogskolen Exlinguo og hele dagen var en lang eksamen i grammatisk forståelse samt evne til at lytte, læse, forstå og tale russisk. Der var lidt fejl men fik stor ros af mine undervisere og bagefter blev der holdt afskedstamtam for mig, hvor jeg fik et diplom og en lille gave og endnu mere ros. De synes alle sammen jeg har gjort enorme forbedringer fra næsten ikke at kunne sige noget i starten til.. ja.. at kunne sige noget mere nu hehe. Derefter var det hjem og pakke og tage afsked med familien - især lille Kamilla bliver savnet. Fik mig lige en sidste rundtur i byen, da taxachaufføren troede jeg skulle til lufthavnen og jeg efter 20 mins kørsel måtte spørge om vi dog ikke snart var ved togstationen. En nat ombord på toget og så ankom jeg kl. 11 lokaltid til Krasnojarsk, hvor hovedattraktionen er noget der hedder Stolby, som er nogle vulkanske klippeformationer ude i en nationalpark.

 Der er to måder at komme til Stolby på 1) gå 7 kilometer til de store sten eller tage en skilift direkte op til de små.. Så jeg var med skiliften. Mødte et skotsk kærestepar på hostellet, der havde været afsted igår og sagde jeg skulle tage masser af tøj på og at man godt kunne går fra de små over til de store ad en markeret sti. Så det gjorde jeg. Iførte mig undertrøje, skiundertrøje, mors store striktrøje, vinterjakke, leggings og overtræksbukser. Og det var også koldt i bjergene - minus 20 grader. Kom op på toppen, fandt stien og begyndte at gå - faktisk løb jeg en del af turen også for at spare tid, for var ankommet så sent, så jeg forsøgte at spare tid, for havde læst et sted,
at turen ville vare godt 40 minutter. Det første stykke var rigtig fint og i udkanten af skoven så man kunne se rundt i dalen og derfra gik det ellers ind og op og ned af bakker. Det var mega glat mange steder og kunne flere gange konstatere mine støvler ihvertfald ikke er egnet som vandre støvler - men varme var de. Havde det generelt så varmt, at jeg gennemsvedte alt mit tøj og måtte tage mine vanter af for siden at kunne konstatere at de frøs til indenvendig, hvis jeg ikke beholdte dem på.
Må indrømme jeg ikke synes det var videre spændende at gå rundt inde i skoven, men nok nærmere små bekymret over at gå alene og nåede også at blive lidt angst for at møde en bjørn (men de sover heldigvis).
Begyndte langt om længe at møde andre vandrende mennesker, men alle gik modsat mig - altså tilbage, og jeg begyndte at tænke om det måske var for sent på dagen jeg var kommet afsted og om jeg måske burde vende om og om det ville nå at blive mørkt før jeg kom tilbage for solen var allerede nede mellem træerne (lignede det) og jeg vidste ikke hvor længe skiliften kørte. Da jeg havde gået i halvanden time, og for 10. gang overvejede at vende om, mødte jeg et ældre ægtepar, der sagde at "ork, der er ikke langt, kun 4 kilometer endnu - det kan du sagtens nå", så fortsatte et godt stykke endnu.

 Kom til disse sten, der var meget meget store (svært at se på billedet) og anede faktisk ikke rigtig hvad jeg egentlig vandrede efter, så tænkte lidt at nu havde jeg da ihvertfald set noget af dem, men stien fortsatte så det gjorde jeg også et godt stykke indtil jeg endelig besluttede mig for at vende om. I omkringsvinget stødte jeg nærmest ind i en mand og jeg kunne alligevel ikke lade være med at spørge om der var langt, for selvom jeg ikke gad gå mere, så var jeg alligevel lidt skuffet over de store, men ikke så imponerende sten jeg havde set - og kunne slet ikke overskue at skulle gå næsten 2 timer alene tilbage. Han sagde der ikke var så langt endnu og jeg spurgte om jeg måtte følge med ham. Han hed André og det måtte jeg gerne. Han var dog noget bekymret for mit fodtøj og må da også sige jeg virkelig var i rollen som bambi, der skøjtede og gled efter ham - en rutineret vandre og klatre iført vandresko.




Vi kom frem til de store (største) stolby'er og det var et imponerende, ubeskriveligt syn - der på ingen måde kan gengives heller ikke på billeder. Han sagde i en joke noget med at han var eller skulle være min private guide. Havde dog ikke lige forventet det betød vi faktisk skulle klatre OP på en af klipperne og se ud over alle de andre klipper. Det var en noget videre halsbrækkende klatretur i glattestøvler og med min balance og jeg var virkelig angst, men hver gang jeg sagde at jeg virkelig ikke havde lyst til at skulle derop, så sagde han bare "jo kom nu" - han var dog rigtig god til at vise, hvor jeg skulle gå, hjælpe mig op og stille sig som rækkeværk de steder, hvor jeg kunne risikere at glide og falde ud over skrænten (fatter stadig ikke hvordan jeg kom helt op og slet ikke hvordan jeg kom ned igen). 

 Jeg tænkte at nu havde vi da set de klipper og spurgte om ikke vi skulle tilbage igen, men André sagde, at det var for sent på eftermiddagen til at gå tilbage til skiliften og at vi var nødt til at gå en anden vej. Men først fik jeg lige en lang rundtur til de forskellige klipper - de var virkelig flotte og nogensteder så vi også rigtige klatrefolk.

 Så begyndte vi ellers, det jeg troede var turen hjem (hvilket det også var) men først førte han os væk fra stien og fulgte nogle enkelte fodspor indtil vi pludselig kom til en hytte, der lå gemt på skrænten halvt inde mellem nogle klipper. Der var super hyggeligt og her var et af hans vennepar ved at lave aftensmad. Der var fyret godt op i brandeovnen og efter en lille rundtur i hytten, der bestod af et forholdsvist stort køkken / opholdsrum, men en toetagers sovesal ovenpå, blev vi sat til bords og fik

the, frugt, småkager, aftensmad og 8 shots vodka - for vi skulle jo lige skåle for alt muligt (det var kun André og jeg der drak dog). Efter aftensmaden fulgte pigen mig hjem. Frygtede lidt for ikke at sige MEGET den 2 timers lange, besværlige gåtur tilbage op og ned af skrænter, bakker og over forhindringer osv., men næsten lige uden for hytten lå den første sti (den 7. kilometer gåtur jeg i første omgang havde sprunget over i dovenskab), hvilket viste sig også at være en stor vej, der førte direkte ned af bjerget. Og 4 kilometer senere var himlen blevet knald sort fyldt med stjerner, men sneen lyste vejen op, men vi kom til en parkeringsplads, hvor pigen på forhånd havde arrangeret at en bil skulle køre os tilbage til byen og jeg blev kørt lige til døren. Det er så typisk mig at komme sådan på afveje og kan kun ryste lidt på hovedet af mig selv og alligevel ikke lade være at smile stort, for sikke nogle oplevelser jeg dog har haft, både her i Rusland, men også både i Aserbaijan og Israel.
Tilbage på hostellet kom jeg ud af alt mig (stadig) våde tøj og fik mig et laaangt varmt bad og så på farten igen for at finde et sted, der serverede aftensmad efter 21 - men Rusland har heldigvis længe åbent og fandt den fineste ukrainske restaurant men virkelig god mad (og masser af det) og meget flot og sjov udsmykning på væggene og personalet var i folkedragter og ejerparret (eller et ansat ældre ægtepar) stod i døren og bød velkommen og manden stod for garderobeansvaret. Når der var tid til det, var konen rundt ved bordene og synge og af og til kom manden og dansede også. Virkelig hyggeligt og god stemning.

Krasnojarsk by er på afstand virkelig flot om aftenen, fordi der er lys over det hele og mange bygninger er belyste. Men tættere på - er den del af det knapt så flot som her på hovedgade, hvor der er sat falske træer op, der desuden er dekoreret med farvede blade eller frugter i alle regnbuens farver.

 Bogstavret-oversat Kiks & Kringel hehe..













Valgte at vaske mit tøj fra i dag fordi det hele var så vådt og lugtede af våd hund - inklusiv min fine hue, der passer til min striktrøje - det kunne den desværre ikke tåle og må desværre efterlades i Sibirien. Undskyld mor - håber du vil strikke en ny når jeg kommer hjem! Det har været en lang, fysisk hård dag og klokken er nu 01.30 lokal tid (7 timer foran jer derhjemme) så jeg vil i seng. Imorgen skal jeg lige rundt og se lidt af byen, inden toget afgår kl 13.30 lokaltid til Irkutsk og Baikal-søen! Vi ses

Dag 38 Smaat og godt

Jeg har hverken det store at fortaelle eller vise idag. Det er onsdag og de sidste dage flyver afsted med de sidste undervisningstimer og praktiske goeremaal inden jeg rejser videre. Det har vaeret noedvendigt at planlaegge de naeste par uge, da det gik op for mig, der var laengere til Vladivodstok end forventet. Jeg har derfor ikke deltaget i skolens udflugter denne uge, men tror nu heller ikke jeg gaar glip af det helt store. Synes selv jeg har faaet det optimale ud af mit ophold i Novosibirsk i forhold til muligheder og omstaendigheder. Her kommer lidt billeder fra idag og lidt indkoeb.

Vinterstoevlerne koebte jeg i loerdags paa et marked i Gorno-Altaj. Billedet er fra bussen, saa det er knap saa godt, men det er altsaa super fine stoevler, med bloedt for indvendigt og sort moenster udenpaa. Bagpaa er der et lille skilt, hvorpaa der staar: Pure Russia. Rent Russisk ;)



Efter skole tog jeg paa jagt efter de sidste sourvenirs, jeg havde taenkt jeg skulle have med fra Novosibirsk - og hvor bedre end paa byens centrale marked. Fandt dog ikke det jeg havde taenkt - ihvertfald ikke til priser jeg ville betale. Men det er altid hyggeligt at gaa paa marked (ogsaa selvom boderne her var overdaekkede eller indendoers i kaempe centre som smaa butikker).

Efter markedsturen kom jeg forbi et storcenter, hvor jeg fandt en butik med en forfaerdelig masse nips og gaveartikler til indretning. De havde pyntet det fineste (maaske mere sjoveste) juletrae med alle mulige knapt saa juleagtige ting, der dog alligevel som enhed passede vildt godt sammen. Var helt forelsket i den kaempe papegoeje i nederste hoejre hjoerne, men min egen samling af julepynt er i forvejen alt for spraglet og ikke saerlig juleagtig og jeg skal lige have konsulteret med min kaere mor om hun eventuelt skulle ville have saadan en krabat paa hendes trae i aar.

Men indtil papegoejen bliver skudt eller solgt (eller hvad man nu siger), saa har jeg koebt to smaa fine fugle ogsaa fra / til juletraeet.



Altaj

Den femte uges weekend blev brugt paa en smuttur til det sydlige bjergomraade Altaj - en rejse paa godt smaa 600 kilometer vil jeg tro, paa en tur, hvor rejsen frem og tilbage tog laengere tid end selve opholdet. Men det var tiden vaerd! Altaj og isaer Teletskoje Soeen er helt sikkert et sted jeg gerne besoeger igen en anden gang - dog med laengere ophold end et lille doegn. Der koerer kun nattog mellem Novosibirsk og Bijsk, som er saa langt toget kommer. Tog afsted fredag aften klokken 21 og var fremme loerdag morgen klokken 6.30 og sagde her paa det foerste billede godmorgen til Bijsk.

Et par timer senere ankom jeg bussen til byen Gorno-Altaj og kunne her nyde de foerste solstraaler fra bag de foerste bjerge paa turen. Jeg havde godt halvanden time i Gorno-Altaj, som blev brugt til at koebe nye vinterstoevler og gaver paa et lille marked, for museet havde ikke aabent saa tidligt paa dagen.

Derefter ventede en godt 3,5 times bustur til byen Artibasj og Teletskoje Soeen - maalet for min udflugt. Det var en rigtig flot tur gennem smaa landsbyer, forbi fritgaaende koeer og heste, forbi floder og et sneklaedt landskab og flotte smaa bjerge i baggrunden. Dog var det lidt for spaendende at koere med et stor bus paa de ikke sneryddede veje, men stadig i hoej fart og rundt i skarpe sving. Det var ikke helt for sjov at chauffoeren bad os passagere om at tage sikkerhedsbaelte paa (forstaar dog ikke hvorfor han ikke ogsaa satte farten lidt ned).

Men i loebet af eftermiddagen kom jeg heltskinnet frem til min destination - Artibasj, som ogsaa er sidste stop for bussen, for vejen slutter her. Skal man videre skal man med baad eller vandre. Men aarstiden og tidsmanglen satte naturlig en naturlig stopklods for enden af vejen. Det var et rigtig laekkert hotel lige ned til vandet og til en god pris. Artibasj by ligger paa begge sidder af soen forbundet med en bro. Broen er ogsaa stedet, hvor Teletskoje Soeen bliver til floden Bija. Det er altsaa meget lidt jeg har set af den store soe men jeg var der og det var rigtig laekkert vejr og det eneste man kunne hoere var flodens brusen. Saa det blev til nogle gode gaature gennem de faa gader og fik koebt mega seje sourvenirs, men de er til gaver, saa der kommer ingen billeder. Dog en masse billeder fra mit ophold. Vaersgo'

 Den bedste underholdning for teenagere i provinsen.

 Under broen.

 Solnedgang over bjergene - saa var det paa tide at finde tilbage til hotellet.

 Kunne lige naa at nyde en kop varm the ude i haven og nyde flodens brusen og dagens sidste lys, for der blev virkelig kulsort!

 Godmorgen Artibasj - udsigt fra hotelvinduet til bjergene fint pakket ind i morgendis og sneskyer.

 Og saa kom solen.

Efter frokosten soendag gik turen tilbage mod Novosibirsk. Tog en taxa til Gorno-Altaj, for der koerte selvfoelgelig ikke busser der passede ind i mit stramme program. Dog var det forholdsvist billigt og meget mere behageligt end turen derud. Ankom til Novosibirsk mandag morgen klokken 7 og kunne lige sove lidt paa en baenk paa banegaarden inden skolen startede klokken 10. Den sidste uge i Novosibirsk er allerede ved at vaere overstaaet, da det idag er tirsdag og jeg rejser fredag aften. Nu skal de sidste dage udnyttes optimalt. Med hvad ved jeg dog ikke helt endnu ;)