Afsked og afgang

Torsdag var jeg og en pige fra skolen ude og skøjte - mega sjovt, men min plan om at starte til ishockey når jeg kommer hjem skal nok revurderes til at starte på skøjteskole. Men rigtig hyggeligt at skøjte på en stor udendørs bane.


Fredag var min sidste dag på sprogskolen Exlinguo og hele dagen var en lang eksamen i grammatisk forståelse samt evne til at lytte, læse, forstå og tale russisk. Der var lidt fejl men fik stor ros af mine undervisere og bagefter blev der holdt afskedstamtam for mig, hvor jeg fik et diplom og en lille gave og endnu mere ros. De synes alle sammen jeg har gjort enorme forbedringer fra næsten ikke at kunne sige noget i starten til.. ja.. at kunne sige noget mere nu hehe. Derefter var det hjem og pakke og tage afsked med familien - især lille Kamilla bliver savnet. Fik mig lige en sidste rundtur i byen, da taxachaufføren troede jeg skulle til lufthavnen og jeg efter 20 mins kørsel måtte spørge om vi dog ikke snart var ved togstationen. En nat ombord på toget og så ankom jeg kl. 11 lokaltid til Krasnojarsk, hvor hovedattraktionen er noget der hedder Stolby, som er nogle vulkanske klippeformationer ude i en nationalpark.

 Der er to måder at komme til Stolby på 1) gå 7 kilometer til de store sten eller tage en skilift direkte op til de små.. Så jeg var med skiliften. Mødte et skotsk kærestepar på hostellet, der havde været afsted igår og sagde jeg skulle tage masser af tøj på og at man godt kunne går fra de små over til de store ad en markeret sti. Så det gjorde jeg. Iførte mig undertrøje, skiundertrøje, mors store striktrøje, vinterjakke, leggings og overtræksbukser. Og det var også koldt i bjergene - minus 20 grader. Kom op på toppen, fandt stien og begyndte at gå - faktisk løb jeg en del af turen også for at spare tid, for var ankommet så sent, så jeg forsøgte at spare tid, for havde læst et sted,
at turen ville vare godt 40 minutter. Det første stykke var rigtig fint og i udkanten af skoven så man kunne se rundt i dalen og derfra gik det ellers ind og op og ned af bakker. Det var mega glat mange steder og kunne flere gange konstatere mine støvler ihvertfald ikke er egnet som vandre støvler - men varme var de. Havde det generelt så varmt, at jeg gennemsvedte alt mit tøj og måtte tage mine vanter af for siden at kunne konstatere at de frøs til indenvendig, hvis jeg ikke beholdte dem på.
Må indrømme jeg ikke synes det var videre spændende at gå rundt inde i skoven, men nok nærmere små bekymret over at gå alene og nåede også at blive lidt angst for at møde en bjørn (men de sover heldigvis).
Begyndte langt om længe at møde andre vandrende mennesker, men alle gik modsat mig - altså tilbage, og jeg begyndte at tænke om det måske var for sent på dagen jeg var kommet afsted og om jeg måske burde vende om og om det ville nå at blive mørkt før jeg kom tilbage for solen var allerede nede mellem træerne (lignede det) og jeg vidste ikke hvor længe skiliften kørte. Da jeg havde gået i halvanden time, og for 10. gang overvejede at vende om, mødte jeg et ældre ægtepar, der sagde at "ork, der er ikke langt, kun 4 kilometer endnu - det kan du sagtens nå", så fortsatte et godt stykke endnu.

 Kom til disse sten, der var meget meget store (svært at se på billedet) og anede faktisk ikke rigtig hvad jeg egentlig vandrede efter, så tænkte lidt at nu havde jeg da ihvertfald set noget af dem, men stien fortsatte så det gjorde jeg også et godt stykke indtil jeg endelig besluttede mig for at vende om. I omkringsvinget stødte jeg nærmest ind i en mand og jeg kunne alligevel ikke lade være med at spørge om der var langt, for selvom jeg ikke gad gå mere, så var jeg alligevel lidt skuffet over de store, men ikke så imponerende sten jeg havde set - og kunne slet ikke overskue at skulle gå næsten 2 timer alene tilbage. Han sagde der ikke var så langt endnu og jeg spurgte om jeg måtte følge med ham. Han hed André og det måtte jeg gerne. Han var dog noget bekymret for mit fodtøj og må da også sige jeg virkelig var i rollen som bambi, der skøjtede og gled efter ham - en rutineret vandre og klatre iført vandresko.




Vi kom frem til de store (største) stolby'er og det var et imponerende, ubeskriveligt syn - der på ingen måde kan gengives heller ikke på billeder. Han sagde i en joke noget med at han var eller skulle være min private guide. Havde dog ikke lige forventet det betød vi faktisk skulle klatre OP på en af klipperne og se ud over alle de andre klipper. Det var en noget videre halsbrækkende klatretur i glattestøvler og med min balance og jeg var virkelig angst, men hver gang jeg sagde at jeg virkelig ikke havde lyst til at skulle derop, så sagde han bare "jo kom nu" - han var dog rigtig god til at vise, hvor jeg skulle gå, hjælpe mig op og stille sig som rækkeværk de steder, hvor jeg kunne risikere at glide og falde ud over skrænten (fatter stadig ikke hvordan jeg kom helt op og slet ikke hvordan jeg kom ned igen). 

 Jeg tænkte at nu havde vi da set de klipper og spurgte om ikke vi skulle tilbage igen, men André sagde, at det var for sent på eftermiddagen til at gå tilbage til skiliften og at vi var nødt til at gå en anden vej. Men først fik jeg lige en lang rundtur til de forskellige klipper - de var virkelig flotte og nogensteder så vi også rigtige klatrefolk.

 Så begyndte vi ellers, det jeg troede var turen hjem (hvilket det også var) men først førte han os væk fra stien og fulgte nogle enkelte fodspor indtil vi pludselig kom til en hytte, der lå gemt på skrænten halvt inde mellem nogle klipper. Der var super hyggeligt og her var et af hans vennepar ved at lave aftensmad. Der var fyret godt op i brandeovnen og efter en lille rundtur i hytten, der bestod af et forholdsvist stort køkken / opholdsrum, men en toetagers sovesal ovenpå, blev vi sat til bords og fik

the, frugt, småkager, aftensmad og 8 shots vodka - for vi skulle jo lige skåle for alt muligt (det var kun André og jeg der drak dog). Efter aftensmaden fulgte pigen mig hjem. Frygtede lidt for ikke at sige MEGET den 2 timers lange, besværlige gåtur tilbage op og ned af skrænter, bakker og over forhindringer osv., men næsten lige uden for hytten lå den første sti (den 7. kilometer gåtur jeg i første omgang havde sprunget over i dovenskab), hvilket viste sig også at være en stor vej, der førte direkte ned af bjerget. Og 4 kilometer senere var himlen blevet knald sort fyldt med stjerner, men sneen lyste vejen op, men vi kom til en parkeringsplads, hvor pigen på forhånd havde arrangeret at en bil skulle køre os tilbage til byen og jeg blev kørt lige til døren. Det er så typisk mig at komme sådan på afveje og kan kun ryste lidt på hovedet af mig selv og alligevel ikke lade være at smile stort, for sikke nogle oplevelser jeg dog har haft, både her i Rusland, men også både i Aserbaijan og Israel.
Tilbage på hostellet kom jeg ud af alt mig (stadig) våde tøj og fik mig et laaangt varmt bad og så på farten igen for at finde et sted, der serverede aftensmad efter 21 - men Rusland har heldigvis længe åbent og fandt den fineste ukrainske restaurant men virkelig god mad (og masser af det) og meget flot og sjov udsmykning på væggene og personalet var i folkedragter og ejerparret (eller et ansat ældre ægtepar) stod i døren og bød velkommen og manden stod for garderobeansvaret. Når der var tid til det, var konen rundt ved bordene og synge og af og til kom manden og dansede også. Virkelig hyggeligt og god stemning.

Krasnojarsk by er på afstand virkelig flot om aftenen, fordi der er lys over det hele og mange bygninger er belyste. Men tættere på - er den del af det knapt så flot som her på hovedgade, hvor der er sat falske træer op, der desuden er dekoreret med farvede blade eller frugter i alle regnbuens farver.

 Bogstavret-oversat Kiks & Kringel hehe..













Valgte at vaske mit tøj fra i dag fordi det hele var så vådt og lugtede af våd hund - inklusiv min fine hue, der passer til min striktrøje - det kunne den desværre ikke tåle og må desværre efterlades i Sibirien. Undskyld mor - håber du vil strikke en ny når jeg kommer hjem! Det har været en lang, fysisk hård dag og klokken er nu 01.30 lokal tid (7 timer foran jer derhjemme) så jeg vil i seng. Imorgen skal jeg lige rundt og se lidt af byen, inden toget afgår kl 13.30 lokaltid til Irkutsk og Baikal-søen! Vi ses