søndag den 11. december 2011

Dag 55 Tilbage i Moskva

 Efter en 9 timers ulidelig lang flyvetur i midten af midten med små anfald af feber og rastløshed og følelsesløshed, men dog gode måltider mad, ankom jeg tilbage i Moskva - lokal tid 1,5 time efter jeg forlod Vladivostok.

Jeg har godt 9 dage i Moskva, der skal bruges på at lege turist, på en lyn-ultrahurtig-smuttur til Volgograd og forhåbentlig et tørklædefabriksbesøg.

Jeg startede min lørdag med morgenmad på en bænk, inden metroen førte mig syd for Have-Ringen. Her var jeg i Danilov-klostret, som er Moskvas ældste kloster og hovedkvarter for den russiske-ortodokse kirke. Efter revolutionen lykkedes det klostret af holde sig kørende indtil 1930, hvorefter det fungerede både som fabrik og ungdomsfængsel. I midten på centerpladsen findes en kilde med helligt vand, men den var ikke tilgængelig eftersom det ikke var helligdag.



 ¨Derefter gik turen for Lenin, Gorkyparken og til Det Ny Tretjakov-galleri, hvor jeg var inde og hilse på Stalin og andre skulpturer. Denne kalder jeg personligt "At være ude og skide - i skoven".


Jeg fandt aldrig rigtig ud af om ham her var Papa Stalin, for han manglede halvdelen af ansigtet, så jeg bestemte mig for at det altså var det, for den anden buste af ham var lille og kedelig.

 
 Derhjemme er der mange der har fået bygget hegn af rustent jerngitter med store kampesten imellem - her er et alternativ med hoveder.



Og så var der denne gamle mand, jeg bare synes var så sød. Ved ikke om han bare var gammel eller om han forsøgte at kysse noget han selv har troet var en havfruen.




Derefter gik turen langs Moskva floden, hvor et 50 meter højt momument for Peter den Store står. Moskovitterne hader det og tror heller ikke jeg selv bryder mig om det. Inden turen gik over Krymskij broen var jeg igennem et stort malerimarked.


 Kristi Frelser-Kirke blev rejst på bare 3 år og kostede over 3 milliarder kroner og stod klar til Moskvas 850års jubilæum i 1997. Den er et symbol på den russisk-ortodokse kirkes endelige sejr over kommunismen. Stalin sprægte den oprindelige kirke i 1931, for at gøre plads til et Sovjet-palads, højere end Empire State Building i New York. Men først efter eksplosionen opdagede man, at den sumpede flodbred ikke ville kunne bære den tunge bygning. I stedet anlagde Khrusjtjov Europas største friluftsbad. Nu er der altså en kirke for at fejre religionens renæssance. Stor var den, men alt for stor og turistattraktion og upersonlig og ny til, at den rigtig var et hit i min kirkebog.
Eftermiddagen brugte jeg hjemme i sengen, godt træt, og så det danske floorball damelandsholds sidste kamp til VM 2011 i Schweiz. De udgik til et Polen. I snestorm måtte jeg forlade min varme dyne for at bruge aftenen på at jagte billetter til hockeykamp, hvilket ikke lykkedes og på togbilletter til Volgograd. Det bliver en propspækket uge. Og den må gerne gå lidt stærkt, for nu glæder jeg mig snart mest til at komme hjem igen :) Hjem til Kim <3 og min familie og mine venner, fødselsdag, kandidatfest, jul, nytår - kan man andet end at elske december!?


(Min guidebog har anbefalet ikke at tage til Moskva i Oktober (som jeg jo egentlig gjorde), på grund af den første sne, der skulle forvandle alt til brun sæbe. Min bog her igen lidt for gammel og den globale opvarmning, ændre årstiderne, så kunne i aftes konstatere, december ikke er en god måned for Moskva. Temperaturen er lige omkring 0grader som derhjemme, og jo nærmest varmt i forhold til, hvad jeg kommer fra).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar