Til Verdens Ende

 Fredag blev brugt til en sidste rundtur i Ulan-Ude og på deres lille egnshistoriske museum, der absolut ikke var pengene i entré værd. Derefter blev der spist et stort aftensmåltid og indkøbt proviant til den kommende togtur. På Sovietpladsen arbejdede ishuggerne stadig på nærmest døgndrift og der kom konstant mere og mere is. Hostelejeren fortalte de plejer at bygge en hel isby. Jeg gad godt se det færdige resultat, men måtte nøjes med at være imponeret over, hvor langt de på 2 dage var nået mens jeg har gået forbi.

 Fredag nat var jeg ombord på toget igen. Målet: At nå til Verdens Ende. Ihvertfald Ruslands ende. De følgende mange billeder er taget undervejs på turen og viser landskabet. Det er som sådan ikke overvældende syn.. men tanken om og følelsen af uendelighed så bliver man alligevel betaget undervejs. Når man står på perronen og i mørket, kulden, sneen skal finde gennem folkemasserne ned til den 19. togvogn med alt sit happenkuk får jeg altid en snart af forståelse af hvordan det må have været gennem tiderne, dengang toget var eneste transport og slet ikke så luksiøst som idag, hvordan der må have været stuvet fuldt når soldater har skulle sendes i krig eller folk deporteres. Ja man føler sig faktisk tilnærmelsesvist deporteret når man rejser de 9000 kilometer gennem Rusland med tog uden rigtig at komme nogensteder alligevel. Jeg er selvfølgelig kommet steder hen. Selvom jeg har været i en arbejdslejr fik jeg lov at tage hjem igen. Men alligevel har jeg mere eller mindre siden jeg krydsede Uralbjergene (næsten først på turen) alligevel haft en følelse af "hvorfor?" eller "hvad skal jeg her?". Jeg er taget afsted frivilligt og af lyst, men jeg er glad for andre har været tvunget afsted og civiliseret vejen for mig tidligere. Dog tænker jeg tit igen og igen, "Hvad laver I her?" Hvorfor har I valgt at bo herude+, Hvordan kan man leve herude?, Hvad laver de her? Hvorfor er de ikke taget videre eller tilbage igen? Men udover den klassiske drøm om Amerika eller storbyen og den vestlige piges flyvskhed og selvstændighed, så er det nok nu engang bare sådan, at man fødes et sted - her har man hjemme - og her bygger man selv et hjem. Jeg bor jo sådan set også tilbage i Odense, selvom jeg ikke ved hvad i alverden jeg dog skal der, udover at være hjemme.

 Men der går altså lige noget tid endnu inden jeg er tilbage i Odense. De næste 3 nætter var dette min plads i verden. En lille overkøjebriks. Den første dag hyggede jeg mig gevaldigt. Det gjorde jeg egentlig det meste af tiden. Men det tog lidt af glæden, da jeg på 2. nat blev bidt 20 steder på hænder, arme, nakke, ankler af hvad der nok har været væglus eller sengelopper (hvis sådanne findes?). Der er altid tilknyttet 1-2 togstewardesser per vogn, der står til behjælpelighed døgnet rundt med sengetøj, billettjekning, varmt vand og toiletpapir osv. De kiggede noget underligt på mig, da jeg på russisk/engelsk forsøgte at forklare at nogle dyr havde bidt mig og viste nogle små knopper på men hånd. De havde aldrig hørt om sådan noget, men fik da rent sengetøj. skiftede madras, pude og tæppe og fik heller ikke flere bid - kun en lille paranoia over kryb og lus og alle ved at siger man lus så klør ens hår automatisk. Indenfor 3 minutter har du kære læser sikkert også kløet dig i håret ;)

 Udover de kolde temperaturer så er der ikke meget sne endnu de fleste steder. For russerne er vinteren også først lige ved at starte nu, selvom det har været koldt længe.

Her kan man se bagenden på det lange tog, da vi kørte gennem et sving.

Blandet her jeg tænker "Hvordan kan I bo her?", hvordan bliver man gift, får mad osv. 8 huse ude i ødemarken.

Inden jeg nåede Khabarovsk passerede toget Amurfloden og den længste bro på ruten. Amurfloden strækker sig fra Stillehavet til Kina og var helt frosset til. Så koldt er her altså. Jeg var nu officielt i Det Russiske Fjernøsten.

I Khabarovsk hoppede jeg af toget, for at se byen på en enkelt dagstur, for næste tog afgik samme aften. Jeg tog en bus ud til Vyborg markedet, som eftersigende skulle være det største i Fjernøsten. Vinteren havde dog lukket de fleste boder og det var alt for systematisk og linært pænt opstillet marked. En stor del af det var flyttet ind i nye butiksbygninger. Det var altså ikke så spændende og kun tøj og lidt køkkengrej som børnekælke, kinesisk julepynt og sengetæpper. Jeg har læst et sted, at Khabarovsk siges at være den koldeste by i Rusland, hvilket jeg dog ikke helt tror er rigtig. På grund af den ulidelige varme i toget havde jeg dog heller ikke for meget tøj på under vinterjakken, hvilket resulterede i at jeg frøs - FRØS! helt ind til benet eller hvad man siger. Det var ulideligt, og dermed officielt, ihvertfald for mig, Khabarovsk er den koldeste by i Rusland. Jeg ved ikke hvor koldt det egentlig var, men så i vejrudsigten at temperaturene skulle falde helt ned til minus 30 grader dagene efter jeg igen havde forladt byem.

På grund af kulden havde jeg ikke den store opdagelseslyst, men efter varm kakao på en café, fik jeg alligevel sneget mig en tur gennem byen og hold da op hvor centrum var flot. Helt sikkert mere værd end en enkelt eftermiddag, selvom der ikke er mange seværdigheder. Med en sindsyg flot solnedgangsudsigt over Amurfloden kom jeg til Mariæ Himmelfarts katedralen, som er en genopbygning fra 2002 af den oprindelige katedral, revet ned under sovjettiden som så mange andre. Men i den russisk kontrast ånd, så har man overfor kirken ladet en obelisk fra 1956 stå, som hylder bolsjevikkernes kamp under den russiske borgerkrig i Fjernøsten.

Ved nattens anmeldelse blev det tide til igen at finde ombord på et tog og tage den sidste strækning af de i alt 9289 kilometer transsibiriske jernbanespor. Toget drejede sydpå og imorges kunne jeg slå øjnene op til et tilfrosset Stillehavet, på en masse masse mennesker sad og fiskede gennem et boret hul i isen.

Kort tid efter ankom jeg til Vladivostok. Efter 4 nætter i træk ombord på toget og alt i alt mere end 6 døgn eller over 150 timer ombord på Den Transsibiriske Jernbane, var jeg meget glad for at kunne stige ud og med et smil på læben vide at jeg nu var ved Verdens Ende. Men eventyret stopper ikke her. Imorgen og overmorgen skal Vladivostok udforskes, og derefter fortsættes russereventyret med et nyt kapitel.

Udsigten over Stillehavet og Den Japanske Bugt fra hostellets vinduer og en bro, der er ved at blive bygget.

Ruten er fuldført, men der er stadig masser af Rusland tilbage til at blive udforsket og besøgt igen - og det skal det!