Dag 57 + 58 Volgograd Baby!

 Mandag eftermiddag steg jeg ombord på toget til Volgograd. Jeg havde kun lige sat mig, da disse tre herre slog sig ned ved samme bord og gav mig den første cognac og skive æble. I muntert humør nåede vi at tømme flasken inden toget afgik fra stationen (manden længst til venstre skulle nemli slet ikke med). Derefter blev der hevet en flaske vodka frem og heldigvis havde jeg en hel pose mandariner med (man spiser enten æbler, mandariner eller andre citrusfrugter når man drikker). Humøret var så høj(lydt), at andre hurtigt kom til, med endnu en flaske og til sidst måtte vi en tur i restaurantvognen efter en flaske til og flere øl. Og så stoppede legen også for mig. Der blev lidt ballade med togets militær, så jeg så chancen for lige at sove min brandert af, men det var yderst ubehageligt at ligge end i et slingrende tog med høj hastighed. Et besøg på togets for engangs skyld pæne toilet og et goddag til Ulrik og så var jeg godt med igen - dog fandt jeg andet selskab for resten af turen. Kvinden på billedet havde to små piger med på 3 og 5 år, som hun vitterligt bare forlod for at drikke. Fik ondt af dem, så viste dem tegnefilm og tegnede med dem og sludrede med de sædenaboer, der også havde set sig nødsaget til at holde øje med pigerne når nu moren hellere ville på flasken.

  Efter en god nats søvn ankom jeg tirsdag morgen kl 9 til Volgograd. Som historiker og især som 2. verdenskrigsnørd gennem de sidste 10 år, har volgograd en helt speciel betydning for mig - og for alle andre uanset om de ved det eller ej. Volgograd hed under sovjettiden Stalingrad og var under 2. verdenskrig centrum for et af historiens mest bestialske slag, som til sidst blev vundet af russerne og siges at være vendepunktet for krigen. Fra Leninpladsen tog jeg en bus ud til den store høj Mamajev Kurgan, som var centrum for de bitreste kampe ved slaget om Stalingrad. Her kæmpede russerne en heroisk indsats og holdt tyskerne stangen i 135 dage. Efter krigen fandt man 500 - 1250 patronhystre og granatfragmenter per kvadratmeter! Til ære for de faldne soldater, byggede man i 1967 et mindekompleks, som fremstår som et af Ruslands største og mest imponerende monumenter af nyere tid.

 Fra Lenin-prospektet førte en 223 meter lang trappe mig op til skulpturen "Kamp til døden" - her i midten af billedet.





Videre op af trappen kom jeg forbi "Byens ødelagte mure" med udhuggede billeder af kæmpende soldater. Fra højttalere blev der afspillet krigssange og en radiostemme sagde på russisk: "Dette er Moskva. Vi har rapporter om, at sovjetiske tropper kæmper fra hus til hus i Stalinggrad..." Stemmen druknede derefter i lyden fra faldende granater.

Efter flere skulpturer af lidende og kæmpende soldater kom jeg op til den store mindehal med evig ild og 7200 navneindskriptioner for faldne soldater. Og her var jeg virkelig ved at stortude. Det var så bevægende det hele. Først skulpturerne, så musikken og nu navnene. Solen skinnede og alt her var så smukt, men al idyllen kunne ikke dække mindet om grufuldheden og på grund af de utallige bøger på min bogreol og film mm. følte jeg nærmest jeg kendte hvert et navn på væggen. Dog stod 4 soldater vagt ved ilden og da deres officer kom og kiggede noget skulende på mig, fik jeg snøftet mig sammen og kom videre.

Fra mindeshallen førte en snoet sti mig videre forbi endnu en skulptur og en kirke og hele vejen om til toppen af Mamajev Kurgan, hvor den imponerende 52 meter høje statue af Moder Rusland står. Hun er højere end frihedsgudinden og flottere end statuen i Kiev. Og så står hun ved sin egen vægt. Sværdet alene vejer 14 tons og er 29 meter langt. Herfra kunne man også se ud over Volgograd og Volgafloden. Samme panoramiske udsyn, jeg senere skulle få at se på panoramamuseet for slaget ved Stalingrad.

Volgograd blev totalt udraderet under 2. verdenskrig og er derfor blottet for historiske bygninger fra før den tid, pånær disse ruiner, der tilbagestår. Det er Pavlovs Hus og møllen. Man skal lede længe efter noget slag, som i grusomhed kan måle sig med Slaget ved Stalingrad i 1942-43. Hvor mange, der egentlig døde under det halve års intense kampe er uvist, men tæller man civile med, er tabet formentlig oppe på over to millioner menneskeliv. I september 1942 nåede tyskernes 6. armé Stalingrads centrum under ledelse af feltmarskal Paulus. De næste to måneder sloges man om hver eneste gade og hver eneste bygning. Russerne blev trængt længere og længere i defensiven, og Stalingrad var til sidst én stor ruin.

Kun få isolerede sovjetenheder holdt stand, deriblandt sergent Pavlov, som med sit 28 dages forsvar af dette hus (nu Pavlovs hus) afskar tyskerne fra at nå Volgafloden, som ligger lige bagved.

I november 1942 indledte friske russiske tropper imidlertiv en effektiv knibtangsmanøvre, som på kort tid indesluttede tyskerne i byen. De omringede styrker blev hårdt ramt af mangel på vinterudrustning, mad og ammunition og den 2. februar 1943 overgav de sidste rester af feltmarskal Paulus´ 6. armé sig. Planen om at afskære russernes olieforsyning fra Kaukasus var mislykkedes og Hitler kom aldrig tilbage i offensiven igen.


j
 Her ses udsigt over Volgafloden samt to tanks - en hel og en ødelagt fra krigen.Bagsiden af Pavlovs Hus ud mod Volga.

Forsiden af Pavlovs hus ud mod byen er hårdt medtaget fra kampene. På modsatte side af gaden står resterne af en mølle.

Det var en fantastisk oplevelse af ganske særlig betydning og efter en gåtur langs Volga blev det tid til at tage toget tilbage til Moskva. Nu gider jeg heller ikke rejse mere med tog for denne gang.