Og hvad er et speciale uden overspringshandlinger.
Som de fleste ved, bliver afleveringen af mit speciale i Tværkulturelle Studier og dermed mit sidste fodspor på universitetet for denne omgang fejret med en 2 måneders rejse til Rusland. Der er nu 13 dage til aflevering og afrejse finder sted og de sidste forberedelser er så småt på plads.
Eftersom min mor var med til min første skoledag, har jeg arrangeret, at hun atter tager mig i hånden og følger mig i skole på dagen for afleveringen og forhåbentlig sidste universitets skoledag. Derefter følger hun mig til lufthavnen og vinker inden jeg flyver til Riga for at mellemlande inden jeg kan komme med flyet til Moskva, hvorfra 2 måneders eventyr venter.
Det er ikke første gang jeg skal rejse alene, men det er første gang jeg har arrangeret en rejse selv uden turistbureauer og diverse, så der har været mange spændende aftener med rejselystne tanker, inputs og planlægning. Dog er meget lidt planlagt i detaljer, da de uger af turen, der er på egen hånd og ikke på sprogskole, skal føles som frihed og ferie.
Idag faldt de sidste grundlæggende brikker på plads. Billederne viser dele af min forberedelse undervejs med det store ruslandskort og tegnestifter til at markere byer af interesse, rejsebøger osv. samt de fysiske ting, der skal danne nogle af rammerne for mig tur.
Jeg har anskaffet mig en backpacker rygsæk, da jeg i visse byer nok kun kommer til at opholde mig en enkelt dag og derfor skal kunne have min bagage med mig rundt. Jeg håber at komme til at opleve 'ægte' russisk vinterlandskab fyldt med sne (jeg elsker sne og vinter), ergo er en almindelig kuffert på små hjul et no-go gennem sne og sjap.
Småt og godt i forhold til toilettaske, oppustelig pude til nakke/læn til de mange timer i tog og fly. Samt jeg er blevet så ansvarlig at jeg pga. rejsen både er blevet forsikret og vaccineret!
Min søde veninde Cecilie har skaffet mig en mega nice, lang vinterjakke i min yndlingsfarve armygrøn, med hue og pelskant.
Min elskede Mutti er altid rigtig god ved mig og udover jeg er rigtig glad for hun som nævnt følger mig på vej, så har hun også knoklet for at kunne stikke denne vildt lækre striktrøje til mig. Jeg er super glad for den. Den har et klassisk striktrøjemønster, er lang og nok 4 cm tyk over det hele. Dertil har hun også strikket en matchende hue så jeg bliver rigtig fin. Det bedste ved den (udover den er virkelig lækker at have på) er, at strikkeopskrifter er årtier gammel (fra før mig tid nok) og min mor har dengang oprindeligt strikket samme trøjer til både hende selv, min far og min svoger.
At jeg idag er blevet klar til at rejse er på grund af jeg har fået mit pas tilbage fra den russiske ambassade med visum klar. Min sparegris er tømt :D Der skal lige veksles lidt lommepenge, men 'vigtigst af alt' så købte min bedsteste ven Jan en ipod for mig i søndags. Det lykkedes mig at ødelægge min oprindelige Ipod inden jeg tog til Ukraine sidste måned, så efter stort afsavn og mange overvejelser kom jeg frem til at jeg simpelthen ikke kan være foruden. Yderligere gav det mulighed for at give min bedste ven et kram og drikke en chailatte så alt i alt kan jeg nu slet ikke vente til jeg skal afsted! Og dog - for skal lige have færdiggjort mit speciale. Det bliver en intensiv slutspurt men jeg glæder mig så meget til at kunne slappe af og rejse direkte efter.
En stor tak til min fantastiske kæreste Kim, der har insisteret og opfordret mig til at tage afsted og støtter mig hele vejen og fylder mit liv med mere kærlighed end jeg nærmest kan rumme. Det bliver hårdt at være væk fra ham, men jeg ved han er med hele vejen gennem internet og hjertet <3
hej Musser ,så prøver jeg om det virker ,god tur ,glæder mig ,til at følge dig til København
SvarSlet